Sanselige kulturhistoriske arrangementer med høj faglighed og top-underholdning
Sanselighed, oplevelser og nutidig relevans er nøgleord, når jeg skaber kulturhistoriske arrangementer, siger Frederikke Heick og fortsætter:
Jeg er kreativ, idérig og entreprenant, med et roligt og målrettet væsen, der kan bevare overblikket i kaos. Jeg er ikke bange for at gå forrest, og jeg ved hvordan, jeg gerne vil have det – ned til mindste detalje.
Jeg er etnolog og kulturhistoriker. og arbejder med planlægning og koordinering af kulturhistoriske arrangementer. Jeg tilbyder desuden foredrag, teambuilding, workshops og receptioner for museer, offentlige og private virksomheder og foreninger. Oplevelser og undervisning, der inspirerer til refleksion over historiens relevans og betydning for nutiden.
Med mine arrangementer ønsker jeg at skabe nærværende, engagerende, sanselig, relevant og aktuel kulturhistorisk formidling på museer, hos virksomheder og på gadeplan.
Kulturhistorien er overalt og kan formidles overalt på gader og stræder, i stormagasinet, på gågaden og torvet, på restaurant, til reception, på museum, til polterabend eller jubilæet på de bonede gulve i virksomheden.
Tidligere har jeg været ansat hos Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk og på Frilandsmuseet i Sorgenfri, hvor jeg havde fokus på oplevelsesorienteret formidling. Jeg har stor erfaring med at udvikle og koordinere underholdende og lærerige, historiske arrangementer. Blandt andet i samarbejde med Golden Days, Roskilde Festival og Nationalmuseet. I anledningen af Strøgets Jubilæum og til Hundredåret for Kvinders Valgret i 2015. Jeg har assisteret ved dokumentarudsendelser på DR K og TV2 Fri.
Desuden har jeg været redaktør på bladet “Tidens Detalje, magasin om 1950-erne,” der udkom i 2012. Med opsætning som datidens dameblade giver Tidens Detalje en populær formidling af kvindeliv i 1950’erne. Som redaktør var jeg ansvarlig for hele processen fra idé og indhold til layout, udgivelse, markedsføring og pressekontakt.
Historisk undertøjsshow, vintage hårsalon eller 700 års madhistorie fortalt gennem kager?
Er du blevet nysgerrig?
Så kontakt mig og hør mere om mine idéer til nytænkende konceptudvikling, undervisning, udstilling eller relevant formidling af hverdagsliv, mode, mad med mere – fra vikingetiden til i dag – altid med sanselighed og et højt fagligt niveau.